Diakoni og spiritualitet

Vi ser spiritualitet og diakoni som afhængige af hinanden og vi bygger på den lutherske fortolkning af spiritualitet.
Diakoniudddannelsen har som mål at udruste de studerende med redskaber, som kan hjælpe dem på vandringen mod diakoniens mål, et liv i mødet med næsten.

Et liv "uden for sig selv" forudsætter, at man kan sætte sig ud over de psykologiske, kulturelle og sociale barrierer, som bæres med fra fortiden i mødet med andre. Gennem vores faglige udbud ønsker vi at understrege den tætte forbindelse mellem det kristne livs to dimensioner, livet i Kristus og livet i mødet med næsten.

Spiritualitet forstås ofte som ren åndelighed - altså som et menneskes forhold til det guddommelige og dette forholds indflydelse på livet. I den kristne spiritualitet ligger fokus dog langt fra alene på menneskets gudsforhold, men også forholdet til mennesket. Særligt i den lutherske forståelse er den kristne spiritualitet som to veje, der altid må krydse hinanden. Den ene vej repræsenterer forholdet til Gud, og den anden forholdet til næsten.
Luthersk spiritualitet eksisterer kun i kraft af begge veje. De er to uadskillelige størrelser og når den konkrete hverdag og trosdimensionen integreres er begge dele troværdige.

Man kan definere luthersk spiritualitet som
      et troværdigt kristenliv, der tager afsæt i den evangelisk-lutherske tro.

I følge Luther er det livets grundvilkår, at vi som mennesker er "indkroget i os selv". det vil sige, at vi er så optaget af vores eget jeg og vi er så navlebeskuende, at vi ikke er i stand til at møde vor næste, som Gud møder os - fordomsfrit og åbent. For at vi kan leve et oprigtigt menneskeliv, må vi ud af kredsen omkring os selv. Men det er umuligt. Navlebeskuelsen er så markant, at vi ikke er i stand til at "finde ud af os selv". At blive revet ud af sig selv og ind i en ny livs- og menneskebekræftende virkelighed er for Luther identisk med det at leve et sandt menneskeliv. Og det er kort og godt kristen spiritualitet for ham.